“Kontrasterne kommer til udtryk i mine billeder, og der opstår en variation mellem dynamik og rolige flader. Jeg lægger op til, at øjet kan blive ved med at opdage nyt i billedet.”
Kontraster i livet – på lærredet

Jeg er menneske, som mennesker er flest – fyldt med kontraster og modsætninger. Og det har jeg med tiden lært at sætte pris på. Og strøg på. Jeg er en nysgerrig, kontrastfyldt, farveglad, følsom, kantet og kreativ æstetiker, der maler billeder fordi jeg elsker det.

Jeg tiltrækkes og inspireres af musik, passionerede og spændende mennesker, natur, sprog, billeder, fotos, interessante bygninger, rum, levet liv og i det hele taget af spændende udtryk. Det har jeg altid gjort.

Jeg er et sansende menneske, og jeg suger til mig over alt, jeg færdes. Alle disse indtryk bliver til udtryk. Mit billedelige udtryk.

Rikke Ryge
Rikke Ryge
En kreativ sjæl med interesse for kunst

Jeg har altid været en kreativ sjæl, og har haft behov for at skabe og at udtrykke mig kreativt på forskellige måder. Jeg er vokset op i et hjem med interesse for kunst og med masser af kunst på væggene. Min interesse for malerier, farver og former har således fulgt mig altid.

Jeg startede mit uddannelses-liv med et år på Teko-center i Herning, da jeg var sikker på, at jeg skulle leve af min kreativitet. Jeg fik dog hurtigt en fornemmelse af at være det forkerte sted, og valgte i stedet `den sikre vej´ ved at springe over på læreruddannelsen.

Det blev til 13 meningsfulde, spændende og udviklende år i folkeskolen, hvor kreativitet i forskellige afskygninger har været en stor del af mit virke.

Sideløbende har jeg dyrket maleriet og har løbende dygtiggjort mig inden for billedkunstens verden ved diverse kurser og workshops.

I 2015 forlod jeg mit trygge og sikre job bl.a til fordel for maleriet.

Når indtryk bliver til udtryk

En vigtig ingrediens i opskriften på mine malerier er MUSIK. I mange forskellige afskygninger – alt fra klassisk over pop til hård rock. Jeg starter stort set altid min kreative proces med at lytte til musik, der afspejler mit humør. Gerne HØJT. Musikken `taler´ til mig og inspirerer mig i stor stil.

Jeg er som menneske åben, interesseret og søgende, og jeg inspireres konstant og over alt, hvor jeg færdes.

Jeg forsøger at indfange stemninger og sætte strøg på livets mange kontraster, og jeg er optaget af det indbyrdes samspil, der opstår mellem former, farver og struktur.

Rikke Ryge Signatur
Tilmeld nyhedsbrev

Art by Rikke Ryge
Vestergade 35D - 8600 Silkeborg
+45 4161 7793 - rikke.ryge@gmail.com

Designed by PLICO